Boganbefalinger børn/unge

Æon-paradokset af Kjetil Johnsen

Forlag: Høst & Søn

Oversættelse: Nanna Gyldenkærne

Emma bliver fanget af tyskerne, og ført til en hemmelig bunker, som er et forskningsanlæg for alternativ forskning og udvikling. Her mødes hun med en forsker, der hedder Eve Thompson, som skal lære hende om den 4. parallel, så Emma på et tidspunkt kan hjælpe tyskerne med at komme dertil. Emma har en formodning om at Eve er hendes mor, men om det er rigtigt…

Samtidig er Daniel blevet fanget af SS, og Caine redder ham ved selv at tage med SS ud og hente ham. De to venner flygter fra soldaterne, men er så uheldige at falde i kløerne på modstandsfolk, der hellere end gerne vil slå dem ihjel. Samtidig er Caines lillesøster hos den samme gruppe af modstandsfolk, hvor hun endelig ser sit snit til at slå sin storebror ihjel.

Forviklingerne udvikler sig, da Daniel og Caine bliver tilbudt at slippe med livet i behold, hvis de bryder ind i en tysk bunker og befrier…Emma. Som de i øvrigt selv er taget af sted for at redde. Det hele ser måske ud til at gå op i en højere enhed. Måske.

Jeg har ikke læst de to første bind af Den 4. Parallel og jeg må sige at på trods af at der i begyndelsen af bogen er et lille kapitel, hvor de tidligere hændelser bliver opridset, så brugte jeg meget tid på at være skrupforvirret. Både over, hvilke personer, der var skildret i bogen, men allermest over at finde ud af hvordan verden i historien er skruet sammen.

I bund og grund, nu når jeg har forstået det meste:) må jeg sige at ideen bag Den 4. Parallel er super spændende. Det der med, at verden er opbygget af forskellige paralleller, hvor historien udvikler sig forskelligt er en rigtig interessant tanke, og det gør mulighederne i bogen uendelige og spændende.

De personer, der optræder i historien, er rigtig godt tegnet, og man kan virkelig følge alle hovedpersonerne. Der er masser af action i bogen, og masser af interessante tankeeksperimenter og moralske spørgsmål både til personerne og læseren.

Jeg vil bestemt anbefale alle at læse serien…

MEN start med nummer et, for ellers fylder det at finde ud af universet alt for meget, og så er det svært at nyde den godt fortalte historie.

Denne anmeldelse er skrevet til Boggnasker.dk