Boganbefalinger børn/unge

Altid sammen af Sienna Mercer

Forlag: Alvilda

Oversætter: Charlotte Armstrong

Altid Sammen handler om tvillingesøstrene Ivy og Olivia. Ivy er vampyr, og Olivia er menneske. Ivy og Olivia bor ikke sammen, og de ved ikke hvem deres rigtige forældre er, men Ivys far har besluttet sig for, at han og Ivy skal flytte til Europa, hvilket Ivy og Olivia vil gøre alt for at undgå.

– Og de gør alt. De forsøger at lave en fremstilling, hvor de forklarer, hvorfor Ivy og hendes far ikke skal af sted, de forsøger at finde en kæreste til Ivys far og så videre og så videre.

Men det er først, da de finder ud af, hvorfor Ivys far vil flytte, at de virkelig kan gøre noget for at undgå det.

Handlingen i bogen er et alt for tydeligt forsøg på at ride med på den populære vampyr-bølge, der blev startet med udgivelsen af Twilight, og jeg synes at bogen dumper med et brag.

På trods af at ideen med to tvillingesøstre, der er blevet skilt ved fødslen, hvor den ene er vampyr, og den anden ikke er, er super finurlig og god, lykkes det ikke for forfatteren at skabe en handling, der overhovedet tangerer til det interessante.

De elementer pigerne skal igennem, er så kedeligt beskrevet, at dramatikken slet ikke når at komme i gang, før den er overstået. Der er alt for mange klicheer og floskler, og beskrivelsen af vampyrerne er næsten komisk (selvfølgelig har de sort neglelak på, for sådan ER vampyrer jo).

Hvis jeg skulle anbefale bogen til nogen, så skulle det være piger, der ikke er så vant til at læse, for det er det mest positive ved den. Den er meget let at forstå og let at læse.

Men hvis man bare er nogenlunde læser, vil jeg klart anbefale vampyrglade læsere at finde en anden bog. Der er mange inden for genren, som er flere hestelængder bedre.

Denne anmeldelse er skrevet til Boggnasker.dk