Boganbefalinger børn/unge

Butterball af 50 Cent

Forlag: Høst & Søn

Oversat af Erik Barfoed

Butterball er hovedperson i denne historie, der handler om mobning, og om at klare sig på trods af modgang.

Butterball har overfaldet sin bedste og eneste ven Maurice, og derfor er han blevet sendt til psykolog for at få styr på, hvad der sker inden i ham.

På trods af at Butterball på forhånd har sat sig for at psykologen i hvert fald ikke skal få ham til ay snakke, sker det alligevel, og Butterballs liv folder sig ud for læseren gennem samtalerne med psykologen.

Hans forældre er blevet skilt, hans mor er flyttet til en lille dødkedelig by, Butterball er overvægtig og bliver drillet, og der er ikke rigtig noget, der spiller for ham. Da hans ven Maurice kommer til at træde forkert beslutter Butterball sig for at give ham en lærestreg, der desværre samtidig giver ham et skidt rygte i skolen, som han har enormt svært ved at ryste af sig igen.

Historien handler om, hvordan Butterball står ansigt til ansigt med sine gerninger, og tager en beslutning, der for altid vil ændre kursen for hans liv.

Det er den amerikanske rapper 50 Cent, de sammen med Laura Moser har skrevet bogen, og 50 Cent har bygget handlingen på baggrund af sine egne oplevelser som barn og ung, hvilket virkelig skinner igennem på den fede måde, for man lærer Butterball rigtig godt at kende og man fatter hurtigt sympati for ham, på trods af at han er en rigtig “bølle”.

Bogen er godt skrevet og meget velfortalt. Den kan bestemt anbefales!