Boganbefalinger børn/unge

Cut – Filmen Knækker af Hanna Marjut Marttila

Torsdag er en forholdsvis almindelig finsk dreng, der er så uheldig at have en temmelig udsat familie. Forældrene drikker, faren er mega depressiv og Torsdags søster, Tarina, har en skidt vane med at blive gravid, hvilket også er præcis det der sætter fortællingen i gang. Tarina annoncerer for Torsdag, at hun er gravid, og Torsdag påtager sig at finde ud af hvordan de som familie skal håndtere det, uden at nogen bliver fjernet fra hjemmet. Faren til barnet er russeren Kolja, som Torsdag bestemt ikke har noget godt forhold til. Han synes at Kolja er en båtnakke af rang.

Bogens handling er meget ligefrem og egentlig uden de store udsving, men det hele bæres oppe af den spændende måde som teksten er skrevet på. Torsdag drømmer om at være filminstruktør, og derfor drager han i fortællingen en masse paralleller til film. Det gør bogen meget interessant at læse, men det kan også til tider virke trættende med alle de ordforklaringer, der hele tiden bliver brugt tid på.

Alt i alt er det en interessant bog, der synes at give et grundigt indblik i en marginaliseret families kamp for at få dagligdagen til at hænge sammen.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk