Boganbefalinger børn/unge

Jagten af Baroch Tendler

Forlag: Forum

Oversætter: Henriette Rostrup

Samtidig med at Mounirs mor bliver dræbt, sker der en masse ubehagelige ting i indvandrermiljøet i en norsk by. Mounir bliver taget under Johans mors beskyttende vinger og får lov til at bo hjemme hos den lille familie, fordi Mounirs far er forsvundet.

Johan og hans ven Qasim beslutter sig for at de må gøre noget, og da de møder en journalist, der er i færd med at undersøge nazisten Bolle-Tom, begynder de to drenge for alvor at snage i hændelserne omkring Mounirs mors død. Byen bliver overmalet med nazistiske slagord og symboler, og der sker underlige ting i nazi-samfundet.

Johan og Qasim kommer nærmere og nærmere sagens rette sammenhæng, og samtidig begynder Johans verden at forandre sig, da han bliver forelsket, og det i en person, som han på ingen måde havde regnet med.

Romanen behandler flere temaer på samme tid. Der er temaet om fremmedhad og nazisme, temaet om at være ung og temaet om homoseksualitet. Men på trods af at den gaber over så meget, hænger historien rigtig fint sammen og alle ender bliver flot spundet til sidst.

Det er er ungdomsroman, der vil udvide alles horisont (tror jeg), og den er samtidig spændende og aktuel. Jeg vil bestemt anbefale den til alle unge over 13.

Denne anmeldelse er skrevet til Boggnasker.dk