Boganbefalinger børn/unge

Jorden rundt i 44 dage af Palle

Forlag: Peoples Press Jr.

I 1928 vandt den femtenårige dreng, Palle Huld, en jordomrejse. Udfordringen var at han skulle klare turen hurtigere en Phileas Fogg fra Jules Vernes roman “Jorden rundt på 100 dage”.

Palle skrev sine oplevelser ned, og det blev der en rigtig sjov og fin bog ud af. Det er morsomt at læse om, hvordan en dreng fra danmark på dette tidspunkt møder alt det fremmede og ukendte, som Palle bliver kastet ud i. Han beskriver folk og lande med et åbent sind, og han er ikke bleg for at sige ja til en oplevelse. Det er også imponerende så naturligt han møder folk fra alle klasser, om de er rige eller fattige, synes han det er interessant at lære dem at kende og videregive sine indtryk til læseren.

En masse af de praktiske problemer ved at rejse er også fantastisk sjovt beskrevet. Feks hvordan han må sove med fødderne ud af vinduet i detr kinesiske tog fordi sengene er så små, og når han fortæller om problemerne med at komme rundt, når man ikke kan forstå, hvad folk siger.

Det er, også her næsten hundrede år efter, en vedkommende og sjov bog, der bestemt kan anbefales. Et billede ind i 1928 og hvordan en dreng på femten oplevede verden dengang.