Boganbefalinger børn/unge

Kong steves selvlysende hip hop bibel

Hovedpersonen i bogen er drengen Steve, der gerne vil være mega sej rapper.

Steve bor alene sammen med sin mor. Hans søster Cilla er flyttet hjemmefra. Han er en knægt, der på en eller anden måde virker lidt kikset uden selv at vide det, hvilket faktisk er bogens mest morsomme element. Steve vil gerne være rapper, og bogen er fortalt med hans stemme. Nogle af kapitlerne er lavet som en håndbog til folk, der gerne vil være rappere, med gode råd og tips til, hvordan man gør det. Steve går i skole, som alle andre unge drenge, han har nogle plageånder, der bl.a. tvinger ham til at hoppe i vandet på en skoleudflugt, og han har nogle venner, der er lige så kiksede som ham selv.

Derudover er Steve forelsket i Vera, men kan ikke rigtig finde ud af at snakke med hende, og for at gøre det hele værre begynder der en ny dreng i klassen, som hun med det samme viser interesse for. Det får selvfølgelig Steve til ikke at kunne lide den nye dreng, men hen ad vejen finder de to ud af at de har meget til fælles: hip hop og rap.

Bogen er skrevet i en let tone, der nogle gange grænser til det fjollede. Der er masser at små tegninger i, som understreger tonen, og som er temmelig sjove.

Jeg vil anbefale den til alle, der går rundt med en hip hopper i maven, for mange i aldersgruppen vil sikkert nikke genkendende til Steves tanker og drømme.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk