Boganbefalinger børn/unge

Lottie Biggs er ikke tosset af Haley Long

Handling: Lottie Biggs virker umiddelbart som en ganske almindelig 15 årig pige, der er optaget af hårfarve, sko, drenge og sin veninde. Lottie arbejder i en skoforretning og går i skole. Hun har fået en opgave for i skolen, hvor hun skal skrive om et vendepunkt i sit liv.  Nu er alt alligevel ikke helt almindeligt for Lottie, for hun kommer lidt skævt ind på livet i de svære teenageår, hvilket får hende til, uden at ville det, at tage nogle dårlige valg. Lottie falder ned i et sort hul, som bliver dybere og dybere, uden at hun egentlig selv lægger mærke til det. Hun mærker det først rigtigt, da hun rammer bunden og politiet bliver indblandet.  Beskrivelse: Bogen er udformet, som om der er den opgave om sit liv, so Lottie arbejder på, hvilket giver historien rigtig meget nærvær. Man bliver ført igennem Lotties svære tid, som om man sad inde i hovedet på hende, og derfor går der også temmelig lang tid, inden man som læser fatter at der er noget rav ruskende galt med Lottie. Starten kan, mens man læser den, virke lang, men når man finder ud af at Lottie faktisk har et alvorligt problem, så opdager man, at små spor er lagt ud gennem hele den lange indledning, og at den faktisk er meget berettiget. Det er en velskrevet roman med både humor og alvor.  Anbefaling: Jeg vil bestemt anbefale bogen. Jeg tror, at især piger i alderen, vil finde den interessant, og jeg vil vædde på at mange kender til Lotties problemstillinger, også selvom de ikke har helt de samme problemer som hende. Det ville nok også være en god ide for voksne at læse den, og få et realistisk blik ind i hvordan det er at være teenager, hvis de selv skulle have glemt det!

Denne anmeldelse er skrevet til Boggnasker.dk