Boganbefalinger børn/unge

Rot and Ruin af Jonathan Mayberry

Forlag: Simon and Schuster

Jeg ville for nogle uger siden have svoret på, at jeg ALDRIG ville læse en bog om zombier!!!

Men…

Jeg fik Rot and Ruin anbefalet, og uden at vide, at den handlede om levende døde gik jeg i gang med at læse, og da jeg på side to opdagede at hovedpersonen skulle være zombie-dræber tænkte jeg: Åh, nej! Men allerede på side tre kunne jeg ikke lægge romanen fra mig.

Benny er den femtenårige hovedperson i en fremtidsapokalyptisk verden, hvor en virus, der gør alle døde til zoombier, har overtaget verden. De fleste mennesker er døde på First Night, hvor virusen brød ud, og de, der har overlevet, har forskanset sig i spredte byer, der er lukket helt til for omverdenen, The Ruin, hvor zombierne bor.

Benny er blevet femten år, hvilket i hans verden betyder, at han skal tage et arbejde for ikke at få halveret sine madrationer. Sammen med sin ven Chong søger han arbejde, og da han ikke kan finde noget, der passer ham, er han til sidst tvunget ud i “familieforetagenet”, som går ud på at drage ud i The Ruin og slå zombier ihjel. Benny har meget imod det af flere grunde, men den største er, at han nu er tvunget til at arbejde sammen med sin storebror Tom, som han mildest talt ikke har meget til overs for.

Rot and Ruin er fantastisk skrevet! Jeg var simpelthen klistret til siderne, og det va der flere grunde til. For det første er selve rammehistorien elementært spændende og velskrevet, og for det andet så handler bogen om meget mere end zombidræbere.

Den handler om mennesker. Om hvordan vi lever sammen. Om hvordan frygt avler vold og frygtelige handlinger. Den handler om retfærdighed og heltemod, men ikke på nogen kvalm måde. Den handler om, hvor vigtigt det er, at holde en høj moral, også selv om alt omkring én krakelerer.

Og så er den blændende medrivende, men fine karaktertegninger og et sprog, der gør, at man selv befinder sig i The Ruin sammen med Benny og Tom Imura.

Læs den!!!!