Boganbefalinger Voksne

Bedemandens Datter af Alison Bechdel

Forlag: Carlsen

Oversætter: Sarah Glerup Kristensen

Bedemandens Datter er en selvbiografi om en pige, der vokser op i en konservativ amerikansk landsby i en ikke helt almindelig familie.

Alison er hovedpersonen, og læseren oplever alt set gennem hendes øjne. Historien centrerer sig især omkring Alisons far, der er ekstrem på alle måder. Han er ekstrem i sin restauration af familiens hus, han er ekstrem i forhold til sine bøger, i forhold til sine planter og blomster og en ekstremt fraværende far.

Desuden er han bøsse, hvilket først går op for Alison kort før farens for tidlige død.

Man hører indgående om, hvordan Alison som pige lærer at gebærde sig rundt i den mildest talt meget uharmoniske familie, og om hvordan hun senere finder sin egen identitet og sine egne ben at stå på.

Præget af farens ide om at drive paralleller mellem sit eget liv og store litterære værker, gør Alison Bechdel det samme i denne selvbiografi, hvilket gør den en del lettere at forstå, hvis man har kendskab til disse værker.

Romanen er en graphic novel (moderne ord for tegneserie) og formen fylder meget i forståelsen af bogen. Jeg synes den blev en smule rodet at læse, og jeg irriteredes til tider over illustrationerne, som ikke faldt synderligt i min smag.

Historien er faktisk god, tragisk og morsomt skrevet på samme tid, men jeg ville ønske at jeg kunne have fået lov til at læse den uden illustrationerne, som jeg syntes ødelagde min egen forestilling af historien, og dræbte mange af de sjove billeder, som teksten ellers skriver frem.

Det er bestemt ikke den bog, der har fanget mig mest, og jeg måtte sgu kæmpe lidt for at få læst den hele.

Alison Bechdel er en amerikansk tegneserietegner fra Pennsylvania.

Bedemandens Datter blev valgt som en af de bedste bøger i 2006 af New York Times.