Boganbefalinger Voksne

Brun mands byrde af Hassan Preisler

Forlag: Lindhart og Ringhof

Der er et eller andet med folk, der skriver selvbiografier allerede før de er i nærheden af afslutningen på deres liv…

Meget kan man sige, men det er ikke fordi Hassan Preisler ikke har oplevet nok til at fylde siderne ud, og det er ikke fordi det skorter på meninger om samfundet, andre mennesker og des lige i de mange linjer.

Nogle steder er sproget fantastisk. Drilsk og legende, så man får lyst til at læse samme sætning igen og igen, hvilket er et kæmpe plus i bogen.

Men på trods af det flotte sprog og de mange oprigtigt spændende episoder, var der noget der generede mig, og jeg er kommet frem til at det er den underliggende holdning til livet i al almindelighed. Hver menneske lever på sin måde, og det skal ingen være dommer over, men det var alligevel denne gennemsyrende lidt negative holdning, der kom til at fylde så meget, at jeg ikke fuldt kunne nyde resten af bogens gode kvaliteter uden hele tiden at være en smule irriteret. Måske var det Preislers mening, måske ikke… Men det er ikke en bog jeg vil læse igen, dog kan jeg ikke lade være med at anbefale den for om man kan lide det eller ej, så sætter bogen nogle tanker i gang.