Boganbefalinger Voksne

Det gode menneske Jesus og skurken kristus af Philip Pullman

Handling:

Dette er historien om Jesu liv, som vi alle kender det – og dog. Philip Pullman har tilføjet Jesus en tvillingebror, som hedder Kristus, der på lidt afstand betragter Jesu gerninger og tilføjer historien de afgørende hændelser, der gør at det der er blevet myten om Jesus, nu bliver en plausibel historie om to brødre, der vil hver deres.

Beskrivelse:

Det er noget af en genistreg at tilføje en tvillingebror til historien om Jesu liv, da det giver forfatteren mulighed for at perspektivere historien, mens den sker. Philip Pullman har taget den mest kendte historie i den vestlige verden og gjort den til sin egen på en helt fantastisk og tankevækkende måde. At se netop denne historie i et nyt perspektiv er enormt både underholdende og udfordrende, og opbygningen giver mulighed for at forstå hændelserne ud fra en ny og mere konkret vinkel. Romanen er velfortalt og fuld af overskud, og på trods af at man kender basishistorien ud og ind, sluger man bogen, og får pludselige noget nyt ud af en så gammel historie.

Anbefaling:

Jeg vil på det varmeste anbefale historien, der er et blik ind i to brødres kamp for at udrette det de hver især ønsker.