Boganbefalinger Voksne

Jeg og Kaminsky af Daniel Kehlman

Forlag: Per Kofod

Zebastian Zøllner, som er hovedperson i Daniel Kehlmanns roman, er bestemt ikke en person, som man holder af fra første side. Han er utiltalende, opblæst, manipulerende og i det hele taget tænker han alt for højt om sig selv.

Zøllner vil skrive en biografi om maleren Kaminsky, en opgave som Kaminsky aldrig indvilliger i, men som Zøllner gennem smarte træk pådutter ham alligevel.

Bogen er et fantastisk billede på en skruppelløs kritiker, som ikke er bleg for at bruge andre folk som trædesten for at få sat ekstra skub i sin egen karriere.

Romanen er fantastisk velskrevet, og når den slutter, er man bestemt frisk på at læse endnu en roman af Kehlmann, som skriver så det er en nydelse.