Boganbefalinger Voksne

Oscar Wao og hans forunderlige korte liv af Junot Diaz

Forlag: Gyldendal

Oversætter: Niels Lyngsø

Nogle bøger er for lange, andre for korte. Oscar Wao er en af de bøger, man som læser godt kunne have tænkt sig var længere, for bogen er så fantastisk skrevet, at man ikke på noget tidspunkt bliver træt at at læse i den.

Historien er tragisk. Den er et indblik i en families hårde og utrolige skæbne, der tager sin begyndelse i den Dominikanske Republik under general Trujillos nådesløse styre, fortsætter til staterne, for til sidst at vende tilbage til øen, hvor det hele begyndte.

Fortælleren i bogen er Yunior, som i en overgang er kæreste med Lola, Oscars søster, og næsten ven med Oscar. Han fortæller om familiens historie, der starter med morfaren, som er en respekteret læge i den Dominikanske Republik. Abelard, som han hedder, holder sig på god fod med Trujillo og har et forholdsvist behageligt liv, lige indtil Trujillo kaster sit begær efter lægens ældste datter. Herefter går alt galt…

På grund af sit forsøg på at beskytte datteren vækker lægen Trujillos vrede, og han bliver en skæbnesvanger dag hentet af det hemmelige politi, bliver tortureret og fælgslet. Men det er ikke det hele. Samtidig har Trujillo, i bedste overtro, nedkastet en Fukú over familien. En forbandelse, der følger dem og deres efterkommere, heriblandt Oscar.

Oscar er en nørd af de helt store. Han interesserer sig dybt for rollespil, science fiction, fantasy, og han er en overvægtig og social inkompetent type, alligevel kommer man som læser til at holde enormt meget af ham. Man håber til sidste side, at bare et eller andet i hans liv vil lykkes. Han er evigt ulykkeligt forelsket, og har intet, INTET, held med damer, hvilket er en kilde til stor frustration hos ham.

Bogen er skrevet i et atypisk friskt og street-smart sprog, til stor glæde for denne læser. De citater og litterære henvisninger, der tages i brug er ikke højtravende og snobbede, de stammer derimod fra berømte tegneserier, Tolkien og andre værker, man som en nutidig læser ikke kan undgå at have faldet over. Junot Díaz forstår virkelig at skrive medrivende og fængslende, og hans udtryk og stil er lige så skøn at konsumere som en moden mango.

Absolut anbefalelsværdig!!!

Junot Díaz (født 31. dec, 1968) er en dominikansk-amerikansk forfatter.

Han debuterede i 1995 med den anmelderroste novellesamling Drengenes By og brugte de næste elleve år på at skrive romanen Oscar Wao & Hans Korte og Forunderlige Liv. Et arbejde der sled meget på ham. Junot Díaz’ anstrengelser blev belønnet med en god modtagelse og han modtog året efter i 2008 Pulizerprisen for fiktion.

Junot Díaz er inspireret bl.a. af Toni Morrison og trækker en del på sin store viden og passion for klassiske tegneserier.

(Wikipedia)