Boganbefalinger Voksne

PopCo af Scarlett Thomas

Forlag: Mariner Books, New York (Engelsk version)

Alice Butler er en kvinde i 30‘erne. Hun er single og hun arbejder i det verdensomspændende legetøjsfirma PopCo. Da bogens handling tager fart skal en gruppe medarbejdere fra PopCo på arbejdsophold i Dartmoor, hvor de skal finde på et nyt koncept for teenagepiger.

Alice begynder at få krypterede beskeder fra en hemmelig afsender, og hun famler rundt i uvisheden om det er en ven eller fjende. Er det en der arbejder imod PopCo, eller bliver hun snøret af én inden for firmaet.

Alice har en baggrund som selvlært kodeknækker. Hendes morfar har gennem hele sit liv arbejdet som kodeknækker, og Alice har hjulpet ham i dette arbejde. Hendes mormor er matematiker, hvilket også har smittet af på Alice, der selv er lidt af et matematisk geni.

Handlingen består af en del flash backs, hvor man hører om Alices barndom, hvor hun bor sammen med sin mormor og morfar, da moren er død og faren forduftet. Hun hjælper bla. sin morfar med at forsøge at knække koden over alle koder i Voynich manuskriptet. Desuden har morfarens arbejde med at knække piraten Francs Stevensons kode også stor betydning for Alice. Morfaren har, da hun var ni år givet hende en halskæde med en kode indgraveret, som hun først finder ud af at knække mange år efter hans død.

På arbejdslejren finder Alice sammen med Ben, og mysteriet om de tilsendte krypterede beskeder intensiveres.

Romanen er velfortalt, og man fanges hurtigt ind i Alices verden. Efter endt læsning føler man sig både en hel del klogere på legetøjsfirmaers arbejde + at man har fået et til tider matematisk indviklet indblik i kodeknækkeri.

Især første halvdel af bogen er intens og spændende. Jeg synes at historien tabte luft på de sidste hundrede sider, og slutning skuffede ved at være alt for forudsigelig. Alligevel er den anbefalelsesværdig, nyd de første 300 sider og tag de sidste 100 med et gran salt, så får man det optimale ud af Scarlett Thomas’ værk:)

Scarlett Thomas blev født i 1972 i Hammersmith. Hun er en engelsk forfatter, der har skrevet 8 romaner blandt andre The end of mr. Y (som er fantastisk). Scarlett Thomas underviser i Engelsk Litteratur på Kent Universitet.