Boganbefalinger Voksne

Sjælebogen af Glenn Cooper

Forlag: Cicero

Oversætter: Brian Christensen

Will Piper er tidligere FBI-agent. Han har slået sig ned som familiefar, efter han er blevet tvunget på pension pga. Dommedagssagen.

En gruppe tidligere ansatte ved Area 51, Biblioteket, har fundet Bibliotekets manglende bog, 1527, og har besluttet sig for at skaffe den, så de kan få klarhed over nogle af de ting, der er sket i Biblioteket. Will indvilliger, omend lidt modvilligt, i at hjælpe dem, og dermed rulles han ind i et hæsblæsende drama, hvor han finder ud af mere om biblioteket, end han havde turde håbe på.

Sjælebogen er en typisk spændingsroman, hvor læserens intelligens ikke bliver stillet på den særlig store prøve. men det gør måske heller ikke noget, hvis man bare har lyst til en letlæst actionroman. Og der er masser af action og fantasi i romanen. Der er rødhårede, stumme skrivere, forklaring på calvinismen, uddybning af Nostradamus’ evner som fremtidslæser og meget andet, som gør bogen sjov at læse.

Det er ikke den store litteratur, men bortset fra slutningen, som er lidt flad, så er Sjælebogen et fint og let bekendtskab, som man hygger sig med, og kan lægge fra sig uden de store eksistentielle kvaler.

Jeg vil bestemt anbefale den, som en passende bog til den halvlange flyvetur, hvor man uden at føle sig snydt kan tage en lur ind imellem. Jeg nød i hvert fald forfatterens iderige univers, og for sin genre synes jeg bogen holdt vand.