Havanikke-nej

Posted on Posted in Rejser

Det var lidt af en IKKE-dag her i Havana denne fredag. Birde og jeg gik op til Hotel Ingleterre for at købe billetter til et besøg på en cigarfabrik, men så gjorde vi det IKKE alligevel. Jeg tror bare vi glemte det, fordi jeg fik et akut mavetilfælde som krævede omgående mælkesyrebakterie-behandling.
Så tog vi en cykeltaxa op til shoppingcenteret, som alligevel IKKE rigtig var et shoppingcenter. Der var ingen funktionsdygtig rulletrappe, hvilket jo nærmest definerer et shoppingcenter. Derudover var der nærmest heller ingen varer, hvilket også plejer at være en betydelig bestanddel af et sådant center.
Derefter gik vi en tur op af Calle Galiano, hvilket IKKE foregik i klipklappere og solskin, men derimod i rusk og regn, som var det en efterårsdag i Danmark, hvilket det jo heller IKKE var.
Ved frokosttid stødte vi ind i Havanas chinatown, som IKKE rigtig har noget med China at gøre, eftersom der IKKE er nogle kinesere, men blot en masse røde rispapirlamper og drager hen over skraldespandende.
Ved aftentid købte vi billetter til at høre et liveorkester spille salsa på Havana Casa de la Musica. Men musikken kom fra to store fjernsyn, der spillede musikvideoer og selvom dansegulvet var stuvende fuldt og stemningen var god, så var det altså IKKE særlig live.
Nu er vi tilbage på vores værelse i casa particular og vi har IKKE spist aftensmad, men det er IKKE fordi vi IKKE er sultne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *