Børnenes U-landskalender 2017

Posted on Posted in Forfatterliv, Rejser


I dag skal vi holde det sidste oplæg om Børnenes U-landskalender for lærerene i Aalborg og omegn, og så er sidste hånd fra min side blevet lagt på dette projekt, som jeg er enormt stolt og glad over at have været en del af. Det har været en oplevelse ud over det sædvanlige, at få lov til at skrive bogen til Ulandskalenderen. Rejsen til Burkina Faso var simpelthen så spændende og givende på alle mulige måder. At få lov til at kigge ind i folks liv på den måde, at blive inviteret indenfor i (føler jeg) et helt land med åbne arme, har været super specielt og dejligt.

 

Jeg er stolt af den bog, “Guldets Forbandelse”, der er kommet ud af det. Jeg synes, den er tro mod vores oplevelser med de børn, der arbejder i guldminerne, og at kunne være med til at hjælpe børn, der har sådan et svært udgangspunkt med måske at kunne vende deres liv, få en uddannelse og skabe noget for sig selv, er nok et af de mest tilfredsstillende projekter, jeg har været med til.

 

 

 

Det har været en lang vej, siden jeg blev ringet op sidste år og spurgt, om jeg ville deltage i projektet, og det er med en del vemod, at jeg sidder i dag og tænker at klokken fire i eftermiddag er det ude af mine hænder. Bogen er skrevet og foredragene er holdt. Nu er det op til landets fantastiske lærere at give begejstringen videre til børnene i Danmark, som forhåbentlig får en masse ud af at lære Drissa fra bogen at kende. Jeg har stor respekt for det arbejde alle omkring Børnenes U-landskalender ligger i projektet. Det betyder noget, at vi handler. I denne ombæring betyder det, at en masse børn får en uddannelse, og værdien af det, kan ikke gøres op i timer eller kroner og øre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *