Boganbefalinger Voksne

Af Den Anden Verden, Svend Åge Madsen

“Af den anden verden” er en imponerende roman. Den er lang, og den er i sit udgangspunkt et enormt projekt: At beskrive skabelsen af et samfund, den teknologiske udvikling og udviklingen af selve mennesket som et samfundsvæsen. Intet mindre.

Vi møder bogens hovedpersoner, da de vågner op på et skib uden forudgående hukommelse. De er som rene tavler, der intet ved om fortiden, om livet, ikke engang om sproget. Over de næste 60 år, som romanens handling strækker sig over, følger læseren udviklingen i et samfund, der til at starte med har nul på harddisken. I løbet af romanen finder man ud af, hvorfor gruppen af mennesker ankommer uden hukommelse til Australiens kyst, men det vigtigste i romanen er den udvikling vores hovedpersoner går igennem. De finder ord, til at beskrive det, de ser og oplever. De finder ud af, hvordan man laver ild, hjul og endda tankeoverførsel.

Især de første to tredjedele af romanen betog mig meget. Menneskenes udvikling er så fint beskrevet, og selv sproget i romanen følger folks udvikling. Hvor det starter temmelig skrabet og til sidst bliver mere og mere deltaljeret i ordrighed og udtryksmåder.

Det er et stort værk, og langt hen af vejen kommer romanen fuldstændig i mål. Man tror som læser på, at det kunne være på denne måde en nulstillet gruppe af mennesker ville opføre sig. det kunne ske på denne måde, når de (gen)opdager verden og dens sammenhænge.

Til sidst i romanen mistede jeg dog pusten, fordi det nye samfund simpelthen vokser sig for stort. For mange navne, for mange forviklinger, men måske er det meningen. Det er jo også det der sker i virkeligheden. Den er så stor,at man bliver nødt til at koncentrere sig om nicher, hvis man ikke bare vil blive overvældet og forvirret.

En ret fantastisk roman, kan bestemt anbefales, især til de, der holder af at lave tankeeksperimenter, for “Af den anden verden” er netop det. Et helt enormt og godt gennemarbejdet tankeeksperiment.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *