Jeg besøgte Bangladesh i forbindelse med research til bogen “Kunsten at plante Regn”, hvor jeg gennem en årrække besøgte forskellige danske NGO’er rundt omkring i verden, hvor de arbejder.
I Bangladesh besøgte jeg NGO’en Svalerne, som gennem mange år har arbejdet med at hjælpe især kvinder og piger i Bangladesh.
Og sikke et land! Tre gange så stort som Danmark, men med et indbyggertal på 174 millioner! Der var simpelthen så mange mennesker. Alle steder var et virvar af lyde, larm, snak og båthorn. Jeg har aldrig besøgt et sted, hvor der var så befolket. Alle jeg mødte var søde og venlige. Hvorhen man kommer, bliver man inviteret indenfor til en kop te og en snack. Landet har siden det blev dannet i 70’erne været igennem den ene urolige periode efter den anden men alligevel var folk varme og imødekommende.
Fra Dhakas fyldte, larmende og kaotiske gader tog vi toget syd-vestpå til Khulna. Byen er Bangladesh’ tredjestørste, men efter Dhaka føles det alligevel som at få en smule ro i hovedet. I Khulna mødtes vi med den lokale NGO PLEAD, der arbejder for at informere kvinder om deres rettigheder. NGO’en køres af nogle virkelig energiske advokater med hjertet på rette sted.
Fra Khulna fortsatte rejsen længere sydvestpå, helt ned i deltaområdet tilKoyra hvor vi både mødtes med kvindegrupper og besøgte en skole. I dette område er der mange enlige kvinder, for mændene tager til de større byer for at arbejde, og så “glemmer at komme hjem igen.
Efter Koyra tog vi videre lidt nordpå til Tala, hvor vi også mødtes med kvindegrupper, en skole og nogle super engagerede unge mænd fra en ungdomsgruppe, der hjalp “dropouts” med at komme tilbage i skole. Gang på gang erfarer jeg på disse rejser, at der overalt er et overtal af mennesker, der vil hinanden det godt. Folk er hjælpsomme og entreprenante. Selv de mest udsatte og fattige steder finder folk satin et overskud frem til at hjælpe andre, og det giver mig tro på menneskeheden.
Det er dejligt at opleve!