KOMMENDE UDGIVELSER

TRYLLEAMULETTEN

Forlag: Helsingør Kommune

Illustrator: Rasmus Jensen

 

Elias, Aya og Viggo finder en mystisk amulet i Gurre Slotsruin. De tager amuletten med hjem og vækker dermed en forbandelse, der har været glemt i århundreder. Forbandelsen sender de tre venner på en rejse i tid og rum for at redde Helsingør og omegn. De møder Valdemar Attardag, Holger Drachman, gadebørn, kroværter og Madam Spunck. De står ansigt til ansigt med fængsler, fattighuse, galger, nådesløse soldater og snedige tyve. De tre børn må gøre alt, hvad de kan, og alt hvad de ikke troede, de kunne, i forsøget på at bryde forbandelsen.

 

"Trylleamuletten" er en bog, der er skrevet på foranledning af Helsingør Kommune. Det er et moderne eventyr, der handler om, og foregår i, Helsingør og omegn. Læs den med dine børn, så de kan blive klogere på og imponeret af, hvilken historie, der gemmer sig i deres hjemegn, og hvem ved? Måske også de voksne opdager noget om kommunen, som de ikke vidste i forvejen...

Forlag/initiativtager: Helsingør Kommune

Illustrator: Rasmus Jensen

Kære Katrine

Forlag: Tellerup

Katrine og Maja starter i samme klasse på gymnasiet og bliver hurtigt bedste veninder. Maja er udadvendt og social. Katrine er en smule mere til den stille side, men de to piger er uadskillelige indtil Maja begynder at ændre sig. Hun bliver stille. Hun pjækker. Hun trækker sig fra skolen og fra Katrine, der ellers gør hvad hun kan for at få den gamle Maja tilbage.

Efter 2. g. dropper Maja ud af gymnasiet uden et ord.

Katrine hører ikke mere fra Maja indtil hun pludselig får en mail, da hun er ude at rejse efter 3. g. Mailen åbner op for de hemmeligheder som Maja ikke kunne fortælle dengang. Hemmeligheder der sætter fortiden i et helt andet lys.

PRANK!

Forlag: Høst & Søn

Jeppe og hans venner afslutter niende klasse, og foran dem ligger, hvad de forventer bliver, den bedste sommer nogensinde. De hygger, går på stranden, snupper et par øl, fester og finder ud af, at de skal på ferie til Arns forældres vinslot i Frankrig. Men inden de kommer så langt, skal de have tiden hjemme til at gå, og vennerne finder på at de vil lave lidt practical jokes med folk, som de synes fortjener at blive drillet lidt.

Men de små pranks vokser, og pludselig går en prank så galt, at vennernes verden vendes på hovedet, og hvad skal man gøre, når man er ude, hvor man ikke kan bunde? Når man er skyld i noget forfærdeligt, uden at det nogensinde var meningen?